Lay, Lady Lay – Bob Dylan

Måske var det den her sang der blev spillet, da 2018 peakede for mig? Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanker om noget andet tidspunkt, hvor tingene hang bedre sammen end den sommeraften i Lønstrup. Sanne og jeg var kørt derop fra Brønderslev, hvor vi ferierede i hendes mors hus. Jeg kunne ikke mindes at have været der før og blev vildt betaget over de fine, gamle sommerhuse, der lå og trykkede sig ned i klitterne i læ for vinden og det brusende Vesterhav. I midten af byen lå den gamle biograf, der om sommeren er omdannet til café og spillested. Netop den aften viste der sig at være buffet efterfulgt af koncert med Dissing og Las. Fordi vi ikke havde andre planer, blev vi hængende til det begyndte. I mens tog vi en lur på stranden, spiste is og gik op til toppen af byen, hvorfra man næsten kunne se helt til Blokhus. Buffeten var bygget op omkring en culottesteg, hvor man selv valgte tilbehør. Det er åbenbart meget eksotisk for mig med buffet på en restaurant, for når jeg tænker over det, kan jeg ikke komme i tanker om noget sted, jeg har spist i København, som tilbyder det.

Koncerten var delt op i to sæt: I det første spillede Dissing & Las deres egen musik mens hele det andet sæt var reserveret til en tribute til Bob Dylan. Jeg må være ærlig og sige, at jeg indtil den aften havde haft, hvad der bedst kan betegnes som et anstrengt forhold til Bob Dylan. Efter at have forsøgt at forlige mig med hans hæse og nasale vokal, var jeg kommet til den konklusion, at hvad han end måtte have at tilbyde musikalsk, kunne jeg få det samme og mere til andre steder hos andre, der til gengæld havde gjort sig den ulejlighed at lære at synge. Synge kunne bandet imidlertid, og da Las med sprød barytonstemme, som var et r’n’b-nummer værdigt begyndte på Lay, Lady Lay gik den simpelthen lige i bukserne på mig. Udenfor var det blevet mørkt. Stjernerne tegnede sig mod den dunkle nattehimmel (igen en ting man ikke har så meget af i København), det var stadig lunt og musikken blev siddende i os længe efter, vi kom hjem.

Jeg har til en vis grad forliget mig med Bob Dylan. Der er stadig meget bras, det manglede bare, når man har haft en karriere, der spænder over 6 årtier. Men da jeg kom hjem og ledte efter indspilninger af Lay, Lady Lay, var hans egen udgave den bedste. Men hvor Dissing og Las’ udgave udtrykte en moden sensualitet, lyder Dylan derimod mere som en ung mand, der forsøger at underspille sin begejstring over hende, den skønne kvinde, der lige nu ligger henslængt i hans messingseng. Sangen blev først udgivet på Nashville Skyline, der lyder som et klassisk country-album. Dylan crooner også mere her, end man ellers hører ham gøre. Jeg synes det klæder ham. Han har selvfølgelig også lavet andre gode numre; især er jeg begejstret for ’The Ballad of Hollis Brown’ fra ’The Times They Are A-Changin’’. Det er en klassisk murder-ballad, hvor hans hæse stemme til gengæld kommer fuldt til sin ret. En god oplevelse var åbenbart alt der skulle til for at ændre mit syn på noget, jeg ellers helt havde vendt mig fra. Det er aldrig for sent. Jeg håber også, at det gør sig gældende i andre af livets forhold.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s