Thirty – The Weather Station

Thirty, tror jeg, må være den sang, jeg har hørt flest gange i år. På den måde er det interessant at konstatere, at jeg åbenbart er sådan en, der af alt musik i verden allerhelst har lyst til at høre kvinder omkring de tredive dele deres begrænsede erfaringer med livet. Man skulle ellers tro, at de to år jeg var på Tinder effektivt havde vaccineret mig mod den slags.

Men så igen – og denne gang sagt uden ironi – så er det det, som god kunst formår; at kunne bringe en i kontakt med andres livsverden, så man enten kan spejle sine egne erfaringer i den eller udvide sit erfaringsgrundlag, uden at man nødvendigvis behøver have været der selv. For sådan en som mig, der kun undtagelsesvist bevæger mig uden for middelklassen er det for eksempel ret sundt at læse bøger om livet i ghettoen som ’Planen’ og ’Submarino’ for at få et indblik i en verden, der til daglig ellers er usynlig for mig.

I tilfældet med ’Thirty’ er det, der drager mig, nu snarere genkendeligheden i, hvordan det er – eller rettere var – at stå et stykke inde i livet og ikke være klar over, om sådan noget med parforhold virkelig var noget for mig. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til det, bestemt ikke. Men mine tyvere havde været ret hårde at komme igennem, og da der pludselig stod en sød pige, som gerne ville mig, blev jeg helt ærligt usikker på, om hun også ville have lyst til det, hvis hun blev klar over, hvad det var for en rodebutik hun inviterede ind i sit liv, ”I was ashamed of my own mind, no SSRIs, my day as dark as your night”.

Sidste år, da jeg lavede den samme hitliste, var jeg meget begejstret for den unge rapper Emil Kruse, der på samme måde fortalte om, hvordan det var at være i begyndelsen tyverne og ikke helt sikker på, hvor hen livet ville føre. Jeg tror, at vi har brug for at dele hinandens erfaringer for at forstå os selv; hvad der er normalt, hvad der er usundt, hvor lidt eller hvor meget vi kan tillade os at forvente af livet, hvordan vi kan blive bedre til at leve i nuet, om end det kun lykkes at fastholde det i korte øjeblikke. For mig opfylder de her coming of age-sange helt sikkert en del af det behov. Og så er det så skønt med musik frem for al anden kunst, at man kan tage den med sig uanset hvor man er, så der altid er en stemme og en melodi til at fylde øjeblikket op med mening.

Lay, Lady Lay – Bob Dylan

Måske var det den her sang der blev spillet, da 2018 peakede for mig? Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanker om noget andet tidspunkt, hvor tingene hang bedre sammen end den sommeraften i Lønstrup. Sanne og jeg var kørt derop fra Brønderslev, hvor vi ferierede i hendes mors hus. Jeg kunne ikke mindes at have været der før og blev vildt betaget over de fine, gamle sommerhuse, der lå og trykkede sig ned i klitterne i læ for vinden og det brusende Vesterhav. I midten af byen lå den gamle biograf, der om sommeren er omdannet til café og spillested. Netop den aften viste der sig at være buffet efterfulgt af koncert med Dissing og Las. Fordi vi ikke havde andre planer, blev vi hængende til det begyndte. I mens tog vi en lur på stranden, spiste is og gik op til toppen af byen, hvorfra man næsten kunne se helt til Blokhus. Buffeten var bygget op omkring en culottesteg, hvor man selv valgte tilbehør. Det er åbenbart meget eksotisk for mig med buffet på en restaurant, for når jeg tænker over det, kan jeg ikke komme i tanker om noget sted, jeg har spist i København, som tilbyder det.

Koncerten var delt op i to sæt: I det første spillede Dissing & Las deres egen musik mens hele det andet sæt var reserveret til en tribute til Bob Dylan. Jeg må være ærlig og sige, at jeg indtil den aften havde haft, hvad der bedst kan betegnes som et anstrengt forhold til Bob Dylan. Efter at have forsøgt at forlige mig med hans hæse og nasale vokal, var jeg kommet til den konklusion, at hvad han end måtte have at tilbyde musikalsk, kunne jeg få det samme og mere til andre steder hos andre, der til gengæld havde gjort sig den ulejlighed at lære at synge. Synge kunne bandet imidlertid, og da Las med sprød barytonstemme, som var et r’n’b-nummer værdigt begyndte på Lay, Lady Lay gik den simpelthen lige i bukserne på mig. Udenfor var det blevet mørkt. Stjernerne tegnede sig mod den dunkle nattehimmel (igen en ting man ikke har så meget af i København), det var stadig lunt og musikken blev siddende i os længe efter, vi kom hjem.

Jeg har til en vis grad forliget mig med Bob Dylan. Der er stadig meget bras, det manglede bare, når man har haft en karriere, der spænder over 6 årtier. Men da jeg kom hjem og ledte efter indspilninger af Lay, Lady Lay, var hans egen udgave den bedste. Men hvor Dissing og Las’ udgave udtrykte en moden sensualitet, lyder Dylan derimod mere som en ung mand, der forsøger at underspille sin begejstring over hende, den skønne kvinde, der lige nu ligger henslængt i hans messingseng. Sangen blev først udgivet på Nashville Skyline, der lyder som et klassisk country-album. Dylan crooner også mere her, end man ellers hører ham gøre. Jeg synes det klæder ham. Han har selvfølgelig også lavet andre gode numre; især er jeg begejstret for ’The Ballad of Hollis Brown’ fra ’The Times They Are A-Changin’’. Det er en klassisk murder-ballad, hvor hans hæse stemme til gengæld kommer fuldt til sin ret. En god oplevelse var åbenbart alt der skulle til for at ændre mit syn på noget, jeg ellers helt havde vendt mig fra. Det er aldrig for sent. Jeg håber også, at det gør sig gældende i andre af livets forhold.

From the Air – Laurie Anderson

Hvis Bob Dylan var som en gammel synder, der blev taget til nåde, så var Laurie Anderson til gengæld et helt ubeskrevet blad for mig til trods for, at hendes bagkatalog rækker helt tilbage til først i firserne. Jeg opdagede hende ved et tilfælde en tidlig aften på en af de sidste varme sommerdage, hvor jeg cyklede rundt ude ved Utterslev Mose. Hun sang sammen med Peter Gabriel på sangen ’This is the Picture’, og jeg kunne ikke komme mig over hendes på en gang bløde vokal og distinkte rytmiske klarhed. Det føltes som at finde en skat oppe på loftet at kaste sig over hendes oeuvre. Den er et mylder af kreative udladninger, hvoraf musik kun fylder en del. Af samme grund kalder hun sig multi-media artist, fordi betegnelsen åbner lige hvad det skal være. Hun danser også godt, og har et skarpt visuelt blik (hvilket var det hun slog sit navn fast med på New Yorks kunstscene i slutningen af halvfjerdserne).

Midt i det hele ser jeg min datter i hende. Ikke kun for at det er de samme interesser, som Mille plejer. Det er snarere noget med blikket og attituden. Noget der giver en fornemmelsen af, at den måde de oplever verden på har mere dybde, end det man selv får ud af den. Den slags mennesker vil man gerne have tæt på sig i sit liv, så man kan øve sig i at se verden med deres øjne.

’From the Air’ er en af de mere flabede sange fra debut-albummet ’Big Science’. Andersons vokal er stadig blød, men har samtidig en snert af noget vrængende over sig, som passer godt til teksten om en flykaptajn, der ikke lyder alt for nedtrykt over at fortælle passagererne, at flyet er på vej ned.

The Colour of the Earth – PJ Harvey

PJ Harvey kom til mig i Uppsala midt i oktober. Det var et stykke over midnat, og jeg var på vej hjem langs kanalen til hotellet. På bakken over mig lyste slottets lyserøde mure op i projektørlys, og et sted under dem skinnede en række kulørte lamper uden for et dansested. Lysene spejlede sig i en lille dam ved siden af og på fortovet foran stod mennesker uden overtøj og røg og snakkede sammen. Et stykke væk strakte de illuminerede spir fra domkirken sig op mod himlen. Jeg havde passeret flere studenterhuse, der var gamle som byen selv. I et par af dem var der liv, selv om det var lørdag aften. Man afholdt ’gasque’ som betød, at de studerende mødte op i pænt tøj (der som minimum betød jakkesæt for herrerne og lang kjole for kvinderne) og fik serveret en tre-retters menu med efterfølgende fest. I høretelefonerne sang PJ Harvey sammen med en mandlig sanger om krig og det meningsløse tab af menneskeliv og de efterladtes sorg.

Der var ikke nogen umiddelbar sammenhæng mellem sangen og det sceneri, der lige nu foldede sig ud foran mig, men til det må jeg bare sige, at den slags koblinger ikke altid er nogle man vælger selv. Så nu er det sådan, at når jeg hører den sang, er det ikke den blodrøde jord ved skyttegravene i Verdun, men en mild nat i en kultiveret universitetsby, jeg kommer til at tænke på. Måske som en påmindelse om, hvad man risikerer at miste, når kanonerne tordner. For kunstnere er det en reminder om, at når først deres værk er sat i verden, er de ikke længere alene om at give det betydning, fordi modtagerne nu også er med til at gøre værket til deres.

Resten af ’Let England Shake’, som er det album nummeret stammer fra, er i øvrigt også fremragende, og når man ellers ikke lige er i det romantiske hjørne, er det en temmelig uafrystelig fremstilling af krigen, både for dem der deltager og for dem, der må vente i angst der hjemme.

Moon Life – Dalis Car

Jeg har for nylig genopdaget new wave-genren, der nåede sit højdepunkt i begyndelsen af firserne. Genren blandede elementer fra ska, reggae, punk og elektronisk musik og havde tilmed et godt forhold til hitlisterne på grund af de ofte meget iørefaldende melodier og sangbare omkvæd – tænk The Polices senere albums, der fanger stemningen ret godt.

En personlig favorit er Dieters Lieders ’Dig og Mig’, som helt frem til i dag har bevaret sin rastløse, ungdommelige energi og patetiske insisteren på, at det er netop dette ’nu’, der betyder noget – at der er en virkelighed før og efter dette kys, som er forskellig; at jeg ikke er den samme person som før; at ’jeget’ det sekund det mødte den andens læber blev til et ’vi’. Alt i alt ret godt klaret at kunne pakke det budskab ned i en tre minutters popsang som tilmed ikke er mindre intens at lytte til 30 år efter.

I genrens mere perifere afdeling, som er dér, jeg efterhånden er nået ud til og stadig kan grave guld frem i, finder man Dalis Car. ’Moonlife’ er fra det ene album duoen, som bestod af Peter Murphy og Mick Karn, nåede at udgive før intern uenighed og dårlige salgstal lagde projektet i graven. De havde hver især en fortid i succesfulde bands, Murphy i Bauhaus og Karn med Japan (alene bandnavnene sammenfatter rimelig godt den kulturelle horisont for hele perioden). Jeg syntes personligt, at hele albummet holder, så det tog lidt tid at finde ud af, hvilken sang, der mest fortjente at komme med på listen. Samtidig må jeg også sige, at det især er Mick Karns baslinier, der løfter musikken langt op over middelmådigheden. Det er ganske få bassister, som jeg kender uden for jazz-genren, som alene kan gøre et album værd at lytte til, men så god er Mick Karn faktisk. Lyt til det og dyrk, hvor kontrapunktisk han spiller op ad melodien, så han på en gang formår at lægge den rytmiske bund og samtidig udgør en selvstændig stemme på linie med sangeren.

La Aurora de Nueva York – Magos Herrera & Brooklyn Rider

Når det kommer til at lytte til musik, får jeg en vis rastløshed over mig. Jeg bliver ikke hængende på en sang eller en kunstner særlig længe ad gangen. Det er ikke af uvilje, men jeg oplever at al musik, uanset hvor god den er, på et tidspunkt taber sin kraft, som en thepose, der til sidst har afgivet al den smag, den havde i sig. Det er slet ikke for at undsige min musiksmag som teenager eller den betydning, som kunstnere som Sting eller Malk de Koijn har haft for mig. Men der går længe imellem at jeg sætter dem på. Måske afholder jeg mig netop især fra dem, jeg har haft et nært forhold til, for ikke at blive trist over, at musikken ikke længere kan fremkalde de samme følelser i mig som den gang.

Så er det godt at streamingtjenesterne er kommet til. Jeg er fuldstændig pjattet med, at alt musik pludselig er blevet tilgængeligt i en håndevending, så det nu mere handler om at kuratere og udvælge den bedste musik frem for at lade min musiksmag begrænse af, hvad jeg lige har råd denne måned. Der var ikke plads til mange fejl den gang, da jeg skulle have 169 kroner af lommen for at få noget nyt til CD-afspilleren.

Det enorme udvalg tror jeg længere ikke har så meget betydning for min musiksmag – jeg ved sgu efterhånden rimelig godt, hvad jeg kan lide og ikke kan lide. Men der, hvor det for alvor får betydning for mig, er i muligheden for at komme i dybden med det, der optager mig; kan du lide amerikansk folk og roots som Townes van Zandt? Så kan du sikkert også lide noget nutidigt som Be Good Tanyas og Punch Brothers. Eller hvad med de kunstnere, der kom før? Har du hørt om Doc Watson eller Ray Korner & Glover? Jeg kan blive helt svimmel over, hvor meget god musik der findes, og som jeg aldrig har hørt før.

En af de temaer, jeg bliver ved med at vende tilbage til, er vemodig, akustisk spansksproget musik. Det er lidt en samlebetegnelse, men jeg er ganske enkelt for uvidende og for optaget af andre ting til, at jeg kan overskue at sætte mig ind i de enkelte genrer. Jeg stiller mig tilfreds med at nyde sange som denne, der dufter af sandeltræ, portvin og Atlanterhavsgus – lidt som en ophobning af minder fra mine forskellige rejser til den iberiske halvø.

Da jeg fandt en oversættelse af teksten, opdagede jeg, at det var et digt skrevet af Federico Garcia Lorca, og det var en frygtelig dyster historie om livet på bunden af New Yorks slum. Ingen Atlanterhavsgus her, kun hørmen af råddent kloakvand, der løber gennem rendestenen. Ignorance is bliss, som de siger.

I Only Have Eyes for You – The Flamengos

The Flamengos i Saturday Night Beech-Nut Show. July 11, 1959

Det her er den bedste sang, jeg ikke vidste fandtes. Eller rettere, så kendte jeg den kun fra Fugees’ sample af den på nummeret ’Zealots’ uden at vide, at den var taget et andet sted fra. Indtil altså, at den dukkede op i fuld længde midt i filmen ’Sidste nat med Kliken’ – George Lucas’ atypiske debutfilm, der ret usædvanligt for den tid nærmest er klippet som én lang musikvideo.

Og apropos musikvideo, så kom sangen til mig igen med billedledsagelse kun en måned efter, jeg havde set filmen. På Copenhagen Contemporary, var sangen nemlig omdrejningspunktet for Doug Aitkens videoinstallation Song 1. Videoen var projiceret op på et lærred, der strakte sig 360 grader rundt om beskueren. Aitken er en formidabel billedskaber og det var virkelig fedt at se de mange forskellige fortællinger folde sig ud i et utal af variationer over det samme tema.

Sanne var med inde og se udstillingen. I halvmørket bag ved lærredet fandt vi hinanden i en improviseret pardans. På en måde blev det en ret fin overbinding til temaet i ’Sidste nat med Kliken’, hvis fortælling også blev sat i gang af, at hovedpersonerne løb ind i en række tilfældige møder og pludseligt opståede muligheder for at bryde med konformiteten.

The Flamengos selv var en af de store doo-wop-grupper. På den tv-optagelse, jeg kunne finde, synes jeg, at de brænder igennem på trods af en afstand af 60 år og det faktum, at de optræder i en vinterkulisse iført skitøj foran et udelukkende hvidt teenagepublikum. Guitarens flabede vamp, der ligger og veksler mellem to halvtoner, har en så nutidig lyd, at det er svært at tro på, at det dels er så gammelt et nummer og dels, at det er et cover af en endnu ældre standardsang. Jeg er solgt.