Moon Life – Dalis Car

Jeg har for nylig genopdaget new wave-genren, der nåede sit højdepunkt i begyndelsen af firserne. Genren blandede elementer fra ska, reggae, punk og elektronisk musik og havde tilmed et godt forhold til hitlisterne på grund af de ofte meget iørefaldende melodier og sangbare omkvæd – tænk The Polices senere albums, der fanger stemningen ret godt.

En personlig favorit er Dieters Lieders ’Dig og Mig’, som helt frem til i dag har bevaret sin rastløse, ungdommelige energi og patetiske insisteren på, at det er netop dette ’nu’, der betyder noget – at der er en virkelighed før og efter dette kys, som er forskellig; at jeg ikke er den samme person som før; at ’jeget’ det sekund det mødte den andens læber blev til et ’vi’. Alt i alt ret godt klaret at kunne pakke det budskab ned i en tre minutters popsang som tilmed ikke er mindre intens at lytte til 30 år efter.

I genrens mere perifere afdeling, som er dér, jeg efterhånden er nået ud til og stadig kan grave guld frem i, finder man Dalis Car. ’Moonlife’ er fra det ene album duoen, som bestod af Peter Murphy og Mick Karn, nåede at udgive før intern uenighed og dårlige salgstal lagde projektet i graven. De havde hver især en fortid i succesfulde bands, Murphy i Bauhaus og Karn med Japan (alene bandnavnene sammenfatter rimelig godt den kulturelle horisont for hele perioden). Jeg syntes personligt, at hele albummet holder, så det tog lidt tid at finde ud af, hvilken sang, der mest fortjente at komme med på listen. Samtidig må jeg også sige, at det især er Mick Karns baslinier, der løfter musikken langt op over middelmådigheden. Det er ganske få bassister, som jeg kender uden for jazz-genren, som alene kan gøre et album værd at lytte til, men så god er Mick Karn faktisk. Lyt til det og dyrk, hvor kontrapunktisk han spiller op ad melodien, så han på en gang formår at lægge den rytmiske bund og samtidig udgør en selvstændig stemme på linie med sangeren.

La Aurora de Nueva York – Magos Herrera & Brooklyn Rider

Når det kommer til at lytte til musik, får jeg en vis rastløshed over mig. Jeg bliver ikke hængende på en sang eller en kunstner særlig længe ad gangen. Det er ikke af uvilje, men jeg oplever at al musik, uanset hvor god den er, på et tidspunkt taber sin kraft, som en thepose, der til sidst har afgivet al den smag, den havde i sig. Det er slet ikke for at undsige min musiksmag som teenager eller den betydning, som kunstnere som Sting eller Malk de Koijn har haft for mig. Men der går længe imellem at jeg sætter dem på. Måske afholder jeg mig netop især fra dem, jeg har haft et nært forhold til, for ikke at blive trist over, at musikken ikke længere kan fremkalde de samme følelser i mig som den gang.

Så er det godt at streamingtjenesterne er kommet til. Jeg er fuldstændig pjattet med, at alt musik pludselig er blevet tilgængeligt i en håndevending, så det nu mere handler om at kuratere og udvælge den bedste musik frem for at lade min musiksmag begrænse af, hvad jeg lige har råd denne måned. Der var ikke plads til mange fejl den gang, da jeg skulle have 169 kroner af lommen for at få noget nyt til CD-afspilleren.

Det enorme udvalg tror jeg længere ikke har så meget betydning for min musiksmag – jeg ved sgu efterhånden rimelig godt, hvad jeg kan lide og ikke kan lide. Men der, hvor det for alvor får betydning for mig, er i muligheden for at komme i dybden med det, der optager mig; kan du lide amerikansk folk og roots som Townes van Zandt? Så kan du sikkert også lide noget nutidigt som Be Good Tanyas og Punch Brothers. Eller hvad med de kunstnere, der kom før? Har du hørt om Doc Watson eller Ray Korner & Glover? Jeg kan blive helt svimmel over, hvor meget god musik der findes, og som jeg aldrig har hørt før.

En af de temaer, jeg bliver ved med at vende tilbage til, er vemodig, akustisk spansksproget musik. Det er lidt en samlebetegnelse, men jeg er ganske enkelt for uvidende og for optaget af andre ting til, at jeg kan overskue at sætte mig ind i de enkelte genrer. Jeg stiller mig tilfreds med at nyde sange som denne, der dufter af sandeltræ, portvin og Atlanterhavsgus – lidt som en ophobning af minder fra mine forskellige rejser til den iberiske halvø.

Da jeg fandt en oversættelse af teksten, opdagede jeg, at det var et digt skrevet af Federico Garcia Lorca, og det var en frygtelig dyster historie om livet på bunden af New Yorks slum. Ingen Atlanterhavsgus her, kun hørmen af råddent kloakvand, der løber gennem rendestenen. Ignorance is bliss, som de siger.

Lies – Scott Kinsey

Joe Zawinul er en af mine store helte. Han var lige som en af sine tidlige arbejdsgivere Miles Davis, en shape-shifter, der over flere årtier og inden for forskellige genrer var med til at forme det musikalske udtryk, som andre forsøgte at efterligne. Jeg lærte ham først for alvor at kende, da han turnerede med sin egen gruppe Zawinul Syndicate. Inden da havde han skrevet ’Mercy, Mercy, Mercy’ til Cannonball Adderly, ’In a Silent Way’ til Miles Davis og ’Birdland’ sammen med Weather Report. Da jeg hørte ham – og blev blæst bagover på North Sea Jazz Festival i ’92 – havde han raffineret det verdensmusikudtryk, han havde arbejdet med i Weather Report. Her blev det yderligere forstærket af, at bandmedlemmerne var fløjet ind fra alle hjørner af verden. De spillede pissehurtigt og var helt vildt ekvilibristiske på deres instrumenter, og jeg kunne virkelig godt tænke mig at blive så god som dem – et forfængelig ønske viste det sig, men ikke desto mindre gav det noget at stræbe efter, når man selv lige var begyndt at spille et instrument.

Zawinul døde i 2007. At musikken ikke døde med ham kommer blandt andet til udtryk i det nummer, jeg har fundet med Scott Kinsey. Sangen rummer alle elementer fra Zawinul Syndicate, det hårde groove, som lægger en solid bund for improvisationerne, den vestafrikansk inspirerede sang og masser af percussion henover. Kompositionen er lidt strammere og der er mere kontrol over de enkelte stykker, hvad jeg synes fungerer godt. Zawinul producerede for øvrigt Kinseys første soloalbum, så slægtskabet burde være klart for enhver.

I Only Have Eyes for You – The Flamengos

The Flamengos i Saturday Night Beech-Nut Show. July 11, 1959

Det her er den bedste sang, jeg ikke vidste fandtes. Eller rettere, så kendte jeg den kun fra Fugees’ sample af den på nummeret ’Zealots’ uden at vide, at den var taget et andet sted fra. Indtil altså, at den dukkede op i fuld længde midt i filmen ’Sidste nat med Kliken’ – George Lucas’ atypiske debutfilm, der ret usædvanligt for den tid nærmest er klippet som én lang musikvideo.

Og apropos musikvideo, så kom sangen til mig igen med billedledsagelse kun en måned efter, jeg havde set filmen. På Copenhagen Contemporary, var sangen nemlig omdrejningspunktet for Doug Aitkens videoinstallation Song 1. Videoen var projiceret op på et lærred, der strakte sig 360 grader rundt om beskueren. Aitken er en formidabel billedskaber og det var virkelig fedt at se de mange forskellige fortællinger folde sig ud i et utal af variationer over det samme tema.

Sanne var med inde og se udstillingen. I halvmørket bag ved lærredet fandt vi hinanden i en improviseret pardans. På en måde blev det en ret fin overbinding til temaet i ’Sidste nat med Kliken’, hvis fortælling også blev sat i gang af, at hovedpersonerne løb ind i en række tilfældige møder og pludseligt opståede muligheder for at bryde med konformiteten.

The Flamengos selv var en af de store doo-wop-grupper. På den tv-optagelse, jeg kunne finde, synes jeg, at de brænder igennem på trods af en afstand af 60 år og det faktum, at de optræder i en vinterkulisse iført skitøj foran et udelukkende hvidt teenagepublikum. Guitarens flabede vamp, der ligger og veksler mellem to halvtoner, har en så nutidig lyd, at det er svært at tro på, at det dels er så gammelt et nummer og dels, at det er et cover af en endnu ældre standardsang. Jeg er solgt.

Appear to Me – Moira Smiley & Round Mountain

Der skal en del til at få mig med på at lytte til folkemusik fra de britiske øer. For mig er genren totalt trivialiseret af kulturimperialisterne ovre i Hollywood, der bruger det som fyld i deres blockbustere, hver gang de vil indhylle handlingen i autencitet. Hvad enten det er Titanic eller Ringenes Herre, slipper man ikke for de evindelige piber, fløjter og mandoliner, der skal minde en om det ukomplicerede (enfoldige) folks hjertelighed og sammenhold og kærlighed til jorden og gården. Mig gør det mig snarere i humør til at hoppe i langbåden og sejle over Nordsøen for at banke noget ordentlig musikkultur ind i dem en gang for alle.

Og så er der sådan et nummer som ’Appear to Me’, som vitterlig lyder inderligt uden nogen form for forlorenhed. Sangen holder sig inden for genren, men vil meget andet og mere end man ville forvente.

Det skyldes især Moira Smiley, som viser sig at være et farverigt bekendtskab. En stor del af hendes musik er skrevet til vokalister og kor og ofte bliver det kun akkompagneret af sangernes klappen og trampen. Melodierne er ofte polyrytmiske og i skæve taktarter, der motiverer mig til at lytte ekstra godt efter. Selv om denne sang umiddelbart er mere traditionel, er der flere af den slags påskeæg. Verset er for eksempel bygget op over to fjerdedelstakter og så en indskudt takt på to slag. Det betyder, at ens fornemmelse for, hvor 1-slaget ligger hele tiden forskyder sig og skaber en overraskende dynamik. Sidst i sangen lægger en tamburin sig ind over refrænet med noget, der lyder som en tre-fjerdedelsrytme og skubber sangen i en ny retning.

Efter at have lyttet til musik i mange år, oplever jeg stedse oftere, at tingene gentager sig selv. Jeg kan mærke, at det har betydet, at jeg bliver mindre interesseret i at gå på opdagelse efter det nye og i stedet søger at sublimere eller intensivere oplevelsen af det, jeg allerede kender – find selv på én anden ting i livet, hvor det forholder sig på samme måde. Når det er sådan, er det rart en gang imellem at blive overrasket over at en musikgenre, som ellers er så trivialiseret, kan blive taget op og vendt, så man får lyst til at lytte efter igen. Det synes jeg, at ’Appear to Me’ lykkes ret godt med.

Beverly Beretninger – Marvelous Mosell

“Does Humour Belong in Music?” – Frank Zappa

På dansk kunne man spørge, og man kan lave et album med substans, når man selv giver sig ud for at være en parodi? For en parodi er det første indtryk man får af Marvelous Mosell, når han svanser hen over scenen iført Fila-tøj og bøllehat – ikke bare ét, men to årtier efter, at det sidst var på mode. Men så er det at man opdager, at han er teamet op med Tue Track, som er Danmarks bedste producer, og at han i øvrigt selv er en fuldkommen kompetent rapper. Efterhånden går det op for én, at det snarere er en pastiche end en parodi på halvfemserhiphoppen – en hyldest mere end en vrængen.

Teksterne er crazy som altid, når Tue T har været inde over, og tak for det. Der er noget over folk, som insisterer på at tage vanviddet alvorligt. Bare fordi man rapper om en cagematch-turnering i aerobics – som har oftest ender med en dødelig udgang – kan man godt gøre sig umage med rimene og beatet.

For mig er det en grund til at lytte med alene af den grund, at jeg ikke på forhånd ved, hvad jeg skal forvente. Det ville for eksempel ikke have haft nær samme gennemslagskraft, hvis nogen i 2018 forsøgte at lave et remake af ’Spændt op til Lir’ eller ’Den dræbende Joke’. Så er det mere interessant at gribe fat i nogle af de overordnede tematikker, der gjorde halvfemserne til et særligt årti.

Beverly Hills var en af de særlige kulturelle produkter, der kom ud af halvfemserne, og eftersom jeg selv investerede en hel del i at holde mig opdateret på Brandon, Donna og kompagnis gøren og laden, synes jeg det er skidesjovt at holde et karikaturspejl op foran serien: Dovne Dylan, der kun har haft energi til at tegne forsiden på sin kemirapport, Donna og Kelly, der af misundelse over Andreas udseende lokker hende ned i et en ormædt kjole af stinkdyrskind og klikens rundtur i Nats ulækre køkken, der heldigvis bliver afbrudt af at Color Me Badd dukker op og spiller fødselsdagssang for Steve… Gad vide, om man var kommet igennem med den synops, hvis man havde præsenteret den for Aron Spelling?